Kost og ernæring efter stroke

Kost og ernæring efter stroke

Har du eller en person tæt på dig været ramt af stroke?

Stroke er en fællesbetegnelse for flere sygdomme, der skyldes en blodprop eller hjerneblødning, og det kan give forskellige symptomer. Nogle almindelige tidlige symptomer er påvirkning af tale og syn, tab af følesans, svimmelhed og forvirring. Stroke kan også medføre andre komplikationer, som kan påvirke evnen til at spise og drikke.


Stor risiko for underernæring efter et stroke

Underernæring opstår, når kroppens behov for energi og næring ikke opfyldes. Det sker ofte som følge af et utilstrækkeligt indtag af føde og/eller øget behov for energi og protein på grund af sygdom. Der er mange forskellige grunde til, at risikoen for underernæring stiger efter et stroke. Mindre appetit på grund af ændret smags- og lugtesans er almindeligt. Lammelse og nedsat bevægelighed kan gøre det svært at føre maden op til munden eller sidde ordentligt under måltidet. Mange rammes desuden af problemer med at tygge og synke, og det kan gøre det svært at spise den mad, man er vant til.


Underernæring kan både behandles og forebygges. Vægttab medfører ofte tab af muskelmasse, og det kan påvirke behandlingsforløbet. Du kan modvirke vægttab ved at spise flere mellemmåltider og berige din sædvanlige kost med ekstra proteiner og energi. Det kan du f.eks. gøre ved at spise flere æg og mere ost, fløde, olie og margarine. Husk også, at din nattefaste ikke bør være for lang. Hvis det ikke er nok, kan en læge eller diætist ordinere ernæringsdrikke til særlige medicinske formål som supplement til din sædvanlige kost. De kan bidrage til at øge dit indtag af energi og næring.


Er der tygge- og synkeproblemer, skal mad og drikke tilpasses en konsistens, der letter synkningen. Et fortykningsmiddel kan f.eks. give mad og drikke den konsistens, du har brug for for at kunne synke sikkert. I nogle tilfælde er det ikke muligt eller ikke tilstrækkeligt at indtage mad og drikke gennem munden. Så kan der være brug for sondeernæring et stykke tid.


Ændret mave- og tarmfunktion

Også mave og tarme kan blive påvirket af sygdomsforløbet. Nedsat indtag af mad og drikke, mindre bevægelse og forsinket tømning af mavesækken kan medføre forstoppelse. Desuden kan brug af antibiotika påvirke tarmfloraen negativt. Et tilstrækkeligt indtag af væske og fiberholdige fødevarer kan bidrage til en god tarmsundhed.


Nestlé Health Science tilbyder et bredt og velsmagende sortiment af ernæringsdrikke, både saftbaserede og mælkelignende. Desuden tilbyder Nestlé Health Science sondeernæring, fortykningsmidler, sveskejuice og fiberberigelse. Det er tanken, at der skal være noget til alles behov og smag.


Vores ernæringsdrikke og sondeernæringsprodukter klassificeres som fødevarer til særlige medicinske formål og skal anvendes under lægelig overvågning. Beregnet til ernæringsbehandling af personer med underernæring eller i ernæringsmæssig risiko.