Komælksproteinallergi, også kaldet mælkeallergi eller mælkeproteinallergi, er en af de mest almindelige allergier hos små børn. Symptomerne kan være foruroligende, men er lette at håndtere med den rigtige kost. Derfor er det meget vigtigt at få stillet den rigtige diagnose. Det positive er, at de fleste børn, som er allergiske over for komælk, vokser fra det, inden de er fyldt tre år.
Bemærk, at mælk fra andre dyr, fx. får eller ged, ikke tolereres bedre, hvis dit barn er allergisk over for mælkeprotein. Derfor bør denne type mælk også udelades fra kosten, hvis dit barn får stillet diagnosen mælkeallergi. Eftersom mælk er en basisfødevare og indgår i mange fødevarer, bør du få hjælp fra en diætist eller læge, som kan give individuelle råd.